28

EN LILLE VISE OM VORE DAMERS
GODE EGENSKABER

I tidernes morgen i Paradis,
gik Adam og havde det godt.
Han snakked' med abe, giraf og gris,
men keded' sig li'godt lidt småt.
Hen under aften, da han blev "trat"
faldt han i slubber, nær ved et krat.
Under hans søvn det ribben gik tabt,
hvoraf den første kvinde blev skabt.

Og dyrene strømmed' fra fjern og nær,
med gaver, som Eva sku' ha'.
Og alle de dyder, hun fik af hver,
man finder hos kvinden i da'.
Fra en musvit hun lystighed fik,
og fra en lærke stemmens lyrik.
Hun af en peberfugl fik kanel,
stædighed fik hun af en kamel.

En flok papegøjer til Eva kom,
med fagter og snak og mimik.
Med hvisken og tisken og snakken om,
et mundlæ'r for evigt hun fik.
Hun fra en kat fik kælenskab lært,
- det med at kradse faldt ikke svært.
Og fra en ko det kærlige blik,
blikket på "strå" af Amor hun fik.

Lidt næsvished kunne en flue gi',
fra hvepsen sin talje hun fik.
Fra myggen hun lærte sit sværmeri,
foruden et trick med et stik.
Blidheden kom fra duen - pr. brev,
snuheden kom fra en mikkelræv.
Slangen gav falskhed, hunden gav tro,
Hvem mon der bragte mest af de to ?

Og skønhedsgudinden kom fristende ind:
Hør Eva - du kvindernes mor.
Af valmuens saft skal du rødme din kind,
til glæde for Adam på jord.
Aberne gav lidt nysgerrighed,
stange, det lærte hun af en ged.
Smidig som påskud, kun blev levert,
alting hun blev, blot ikke genert.

Belæsset med gaver drog Eva ud,
og slægten den voksed sig stor:
I alle jer - kvindernes yngste skud,
lidt rester af evnerne bor.
Værn om de dyder, som I har få't,
yndige kvinder, brug dem nu godt.
Gør I det ikke, kræver vi mænd,
AT VI MÅ FÅ VORT RIBBEN IGEN.