Sønderjylland er det bedste sted på jorden.
En skøn natur med marsk og skov og muld.
Dette lille land som ligger højt mod norden,
for mig er mere værd end pure guld.

Morgen bryder frem med lærkesang mod himlen,
mens tusindvis af blomster myldrer frem.
Og jeg glædes over det i blomstervrimlen,
at dette skønne land det er mit hjem.

Når naturen skifter brat fra solrig varme,
til kølig blæsevejr med rusk og regn.
Ved jeg at det er den ustabile charme,
som på den korte sommer er et tegn.

Selv den barske vestkyst med de mange diger,
som havet uforsonligt æder brysk.
Har sin egen skønhed, derfor tror jeg siger,
jeg holder ud for jeg er SØNDERJYSK.

Ofte har vi været hårdt betrængt af krige,
men fremmedmagt kom hver gang snart til kort.
Er man SØNDERJYSK da vil man aldrig vige,
men værne om det rige, som er vort.

Om vor dialekt jeg sige kan med rette,
at den er ældst i hele dette land.
Tusind egne gloser vi i danske kan flette,
en ekstra ordborg nemt det fylde kan.

Når vi Sønderjyder syn's at noe'd er dejligt,
vi bruger ikke overflødig snak.
For vor tunge føles det så ubelejligt,
helt enkle ord udtrykker bedre TAK.

Andre dansker stiller ofte spørgsmål klare:
"Dansk er du ikke, er du måske tysk?"
Og jeg bli'r så glad fordi jeg klart kan svare:
"Nej, jeg er nemlig ÆRKE SØNDERJYSK!"

Når jeg rejser ud til andre skønne lande,
jeg nyder det, men ved det er et held.
At jeg ikke på et fremmed sted skal strande,
for jeg er SØNDERJYSK med liv og sjæl.